• Nicklas: Det virkede at komme herop

     

    Nicklas var anbragt på kostskolen i godt fire år, fra han var 14 til han var 18 år. I dag er han tømrer-uddannet og ekstremt taknemmelig for alt det, Esrum gjorde for ham både på skolen og kostafdelingen.

  • Også i skolen rykkede han enormt. Da han kom, var han fagligt på 3. eller 4. klassesniveau og var vant til at få at vide, at han var dum. På Esrum tog han 10. klasse og fik en afgangseksamen, der var fyldt med 7-taller – hvilket han aldrig i sit liv havde regnet med.

  • Nicklas: Det virkede at komme herop

    Der var nok at slås med, da han flyttede til Esrum for 8-9 år siden, efter at have gået i den lokale folkeskole fra 0. til 7. klasse. Han kunne hverken læse eller skrive, og han både mobbede og blev mobbet. I den sidste tid inden flytningen var han begyndt på sprut og stoffer i hverdagen, han tævede folk og kom ikke til timerne.

    - Da jeg kom herop, var jeg pænt ligeglad og troede ikke på, at det kunne blive bedre. Jeg havde fået at vide så mange gange, at jeg var dum, at jeg var blevet en idiot, siger han.

    Der skete da heller ikke nogen mirakler det første halve års tid. Faktisk forsøgte han at fortsætte sin gamle livsstil på Esrum. Indtil den dag, de satte ham stolen for døren. Hvis han skulle fortsætte med at bo og gå i skole her, så skulle det være slut med den gamle adfærd.

  • Nødvendigt at starte forfra

    Så det gjorde han. Ikke, at alting blev let af det. Nicklas kalder det selv en ”lang og sej kamp”, der nok ikke er slut endnu. Men han fik støtte både hjemmefra og på Esrum af lærere og pædagoger.

    På skolen sad han i en lille klasse på 6-7 elever på sin egen alder. Men uden på de små hæfter, han fik udleveret, stod der 4. klasse.

    - Det var da ekstremt ydmygende og ikke særligt rart at sidde med sådan et lille hæfte. Men det var nødvendigt. Og der var ikke noget med at blive bedt om at læse op og så have en hel klasse til at sidde og grine, lige som på min gamle skole, siger han.

    Lærerne havde tid til Nicklas, og Nicklas ville det selv. Så fra kun at kende karakteren 02, blev det langsomt bedre. Og en da stod han med sin eksamen og begyndte på tømreruddannelsen.

  • Pædagog passede på mig

    På kostafdelingen havde han altid pædagogerne at tale med, når det var svært.  Tonen var ikke pædagogagtig, og de voksne vidste godt, at de ikke skulle presse ham så meget, at det brændte sammen i hovedet på ham, og han blev aggressiv.

    - Det virkede at komme herop. Jeg har ikke tævet nogen heroppe. Hver gang, jeg kunne mærke, at nu var det ved at gå galt, så trak jeg mig og tænkte, at jeg ikke skulle være bandit, siger han.

    Nicklas er dog ikke bleg for at sige, at et par gange er filmen knækket, mens han gik på Esrum. Der har han været så udfordret, at han ikke har nået at bruge nogen af de værktøjer, pædagogerne havde lært ham. Men begge gange snakkede han det igennem med pædagogerne bagefter.

    Nicklas havde, da han startede, en ”klump af indelukkethed”. Han siger selv, at han fortsat ikke er superåben og god til at bruge andre, når tingene går ham imod. Men hvis det skulle gå helt galt, så ved han godt, hvor han skulle gå hen.

    - Der er en pædagog heroppe, der har passet rigtigt meget på mig. Så hvis det var, så ville det være hende, jeg gik til, siger han.