• Vores familie er blevet mere omsorgsfulde over for hinanden

    Da Asta boede hjemme, skændtes hun meget med sine forældre og sine søskende, og hun passede ikke sin skole. Det første halve år på Esrum fortsatte problemerne. Men efter, at hun og hendes familie er begyndt i familiebehandling på kostskolen, er der sket mange ting. Asta og hendes familie er holdt op med at gå og hakke på hinanden og er blevet mere omsorgsfulde. Asta selv er blevet meget gladere, hun smiler meget mere, og hun føler, at hun har fået flere venner af det.

  • Også i skolen går det bedre.

    - Jeg føler, mine forældre støtter mig mere i det, jeg har gang i her på Esrum. Så også min skolegang er forbedret, siger Asta, der er 15 år.

    Asta har været vant til at skændes med sine forældre i mange år. Dengang hun boede hjemme, havde hun en masse tanker oven i hovedet, som hun ikke talte med nogen om. I stedet voksede vreden inden i. Når hun ikke følte, hun fik hjælp af sine forældre, blev hun gal og skældte ud på dem og skændtes med sine søskende. Mønstret fortsatte den første tid på kostskolen.

    - Hvis jeg var blevet uvenner med en veninde, ringede jeg hjem. Og hvis jeg ikke fik hjælp af mine forældre, blev jeg gal og skældte ud, forklarer hun.

  • Asta husker det første halve år på kostskolen som en tid, hvor hun var meget ked af det hele tiden, og hvor hun skubbede andre mennesker væk. Mest de voksne, men også kammeraterne. Det var måske nok blevet lidt lettere at gå i skole, men meget af tiden tilbragte hun alligevel uden for klassen, fordi hun ikke kunne holde ud at være med i undervisningen.

    Lærerne talte med hende, og hun kom selv ind på, at hun måske gerne ville gå til noget psykolog. Men i stedet blev hun, hendes forældre og skolen enige om, at de skulle prøve familiesamtaler.

    Det er næsten et år siden, at Asta og hendes familie startede på samtalerne. Asta går til samtale en gang om ugen med en af kostskolens to familiebehandlere, forældrene har deres egne samtaler, og ind imellem mødes alle til fælles samtaler. Og selvom Asta fortsat har det svært i skolen, er meget forandret. Først og fremmest mellem Asta og hendes forældre. Og det er, som om det smitter af på alt resten.

    - Vi har sat os nogle mål. For eksempel har mine forældre haft det mål, at de skulle spørge lidt mere ind til, hvad jeg oplever. Og jeg skulle blive bedre til at fortælle mine forældre, hvad der var galt. Det var rigtigt svært at vænne sig til at være positiv, for man var vant til at ringe hjem og komme op og skændes, husker Asta.

    Mange af Astas samtaler med familiebehandleren handler også om skolen og om at sætte mål for Asta. I starten, at hun skulle komme i skole en dag om ugen, senere to dage og så videre. Belønningen, når hun overholdt aftalen, var noget, de to fandt på i fællesskab, fx at komme på cafe med familiebehandleren, så de kunne sidde og sludre alene. En ’straf’ kunne være at løbe en joggingtur med hende.

    - Vi har været på cafe. Til gengæld har jeg ikke været ude på joggingtur. Det er nemmere at overholde en aftale, når den er i små bidder. En stor aftale kan man slet ikke overskue, siger hun.

  • Asta hedder noget andet i virkeligheden.